Landbrugsskole kom ud med overskud på 700.000 kroner

Bygholm Landbrugsskole i Horsens kom også i 2012 ud med plus på bundlinjen. Facit viste et overskud på næsten 700.000 kroner ud af en omsætning på godt 35 millioner kroner, og meldingen er klar:

- Det er et resultat, vi er rigtig godt tilfredse med, og det er dejligt, at flere og flere vælger at bo her, lød det fra forstanderen, Kaj Højgaard, ved skolens generalforsamling mandag aften.

Skolen har i øjeblikket 170 elever, og det svarer fint til i fjor, hvor der var et gennemsnit på godt 170 elever, og i modsætning til andre landbrugsskoler har Bygholm Landbrugsskole valgt at fokusere på danske elever i stedet for at hente elever i udlandet.

For skolens formand, Johan Schmidt, er der heller ikke tvivl om, at der virkelig er behov for fremtidens landmand i Danmark:

- Landbruget er uden tvivl vores vigtigste erhverv. Det er vores fag, der sikrer Danmark flest penge ved eksport, og hvis vi får lov, er potentialet til at sikre endnu flere penge stor, påpeger Johan Schmidt.

Der er ingen tvivl om, at landbruget også i fremtiden er vigtig for den danske økonomi, og som Johan Schmidt konstaterer:

- Man kan blive helt svedt over at tænke på, hvor vigtige vi er for Danmarks fremtid.

Derfor vil det være vigtigt for Bygholm Landbrugsskole også i fremtiden at rekruttere elever til erhvervet og sørge for at fastholde dem, så de kommer ud som landmand.

Bygholm Landbrugsskole har også en kursusafdeling, hvor mange dygtiggør sig:

- Vi får også mange positive tilbagemeldinger fra disse kursister, og det er en god reklame for skolen, noterer Johan Schmidt.

Dagens Gossip

Dagens TV