Landdistrikter jubler over bredbånd og bedre landbrugsforhold

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

De vækstinitiativer, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved Venstres landsmøde i Herning annoncerer, er sød musik i provinskommunernes ører. Det siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (V).

Blandt forslagene er bredbånd til de områder, hvor det i dag ikke kan betale sig for udbyderne, nemmere betingelser for at få et boliglån og færre krav til landbrug- og fødevareproducenter.

- Hvis alle de forskellige politiske initiativer bliver realiseret, er vi sikre på, at det vil være med til at skabe en bedre balance i Danmark, siger Steffen Damsgaard i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) vil mandag fremlægge hele regeringens vækstplan "Vækst i hele Danmark".

- Planen indeholder langt over 100 initiativer, og de vil - hvis vi kan få dem alle gennemført - øge vores velstand med 2,5 milliarder kroner i alt i de kommende år. De mange initiativer falder inden for fem overordnede indsatsområder, siger Lars Løkke.

Regeringen vil forbedre rammerne for landbrugs- og fødevareerhvervet. Den vil have bedre vilkår for produktion og investeringer, og den vil liberalisere planloven samt give bedre lokale udviklingsmuligheder.

Desuden vil regeringen forbedre mulighederne for at bo og leve i hele Danmark. Dertil kommer udflytningen af statslige arbejdspladser.

- Uden at vi kender til det konkrete indhold af planen endnu, så tyder det på, at regeringen har lyttet til os. De nævnte fokusområder passer som fod i hose med den fempunktsplan, som vi fremlagde, siger Steffen Damsgaard.

De fem punkter omhandler "sundhed og tryghed", "fysisk bosætning", "infrastruktur", "uddannelse" og "erhverv og beskæftigelse".

/ritzau/