Landdistrikter om kommunebesparelser: DF må stå på mål

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

Landdistrikternes Fællesråd opfordrer Dansk Folkeparti til at stå meget fast på kravet om, at de besparelser på en procent i kommunerne frem til 2019, som partiet er gået med til, også føres tilbage til kommunerne.

DF ser gerne, at pengene fra det såkaldte omprioriteringsbidrag føres tilbage til de mest trængte kommuner.

- Hvis der er hold i det, og DF kan stå på mål for det, er det noget vi helt klart kan bifalde, siger Karsten Gram, der er næstformand i Landdistrikternes Fællesråd.

- Omprioriteringsbidraget i dag vil alt andet lige ramme land- og yderkommuner, så hvis et parti i blå blok kan få det præget den vej rundt, så omprioriteringsbidraget går tilbage til land- og yderkommunerne, så bifalder vi det.

Karsten Gram erkender dog, at det langt fra er sikkert, at Dansk Folkeparti får held med at gøre omprioriteringsbidraget til øget udligning mellem fattige og rige kommuner.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har for eksempel forklaret, at pengene godt kan gå til skattelettelser.

- Det er også derfor, jeg siger: Hvis der er hold i det. Så skal DF sgu have røv i bukserne til at gå ind for det, siger Karsten Gram.

- Jeg kender kommuneaftalen fra sidst, og derfor kan jeg godt være tvivlende over for, om der sker noget, tilføjer han.

Dansk Folkeparti, der har en større offentlig sektor som en af sine mærkesager, har med finanslovsaftalen for 2016 også lovet regeringen at stemme for et omstridt lovforslag fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der vil indføre et såkaldt omprioriteringsbidrag i kommunerne, altså besparelse, på en procent årligt frem til 2019.

DF vil dog afgive et såkaldt "betænkningsbidrag", altså en kommentar til lovforslaget, hvor partiet gør det klart, at pengene skal føres tilbage til kommunerne på en sådan måde, at der omfordeles penge fra rige til fattige kommuner, forklarer finansordfører René Christensen (DF).

- Dansk Folkeparti ønsker ikke, at kommunerne skal opleve minusvækst eller for den sags skyld nulvækst. Det gør vi meget opmærksom på, siger René Christensen.

/ritzau/