Landdistrikternes frygt: Lærerflugt kan ramme yderområderne

Skrevet af admin

19/01/2016

Mest læste i dag

Det rammer ekstra hårdt i de danske yderområder, når lærerstillinger ikke kan besættes. Det mener Landdistrikternes Fællesråd, der er en interessegruppe for 40 danske land- og yderkommuner.

Berlingske skriver tirsdag, at tre ud af fire kommuner står med ubesatte lærerstillinger, og timerne dækkes af andre lærere eller af en vikar uden læreruddannelse.

Det viser en rundspørge, som Lærerforeningen har foretaget blandt foreningens kredsformænd.

- En række folkeskoler i de danske land- og yderkommuner oplever det som værende særdeles vanskeligt at rekruttere uddannede lærere til ledige stillinger, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det kan i sidste ende komme til at gå ud over kvaliteten af undervisningen, hvis der ikke findes en løsning på udfordringen. Det er ikke rimeligt, hvis kvaliteten af undervisning afhænger af, om man bor i en større by eller i landdistrikterne, siger han.

Regeringen foreslog i efteråret 2015 at indføre fjernundervisning af folkeskoleelever for at afhjælpe lærermanglen i yderområderne.

Den model, mener Landdistrikternes Fællesråd, kan være med til at løse en del af problemet.

- Vi er umiddelbart positive over for forslaget om at lave forsøg med fjernundervisning rundt omkring i de forskellige dele af landet, hvor det er svært at tiltrække lærere, siger Steffen Damsgaard.

- Det er det eksempelvis på visse småøer, hvor man har haft gode erfaringer med lignende initiativer, siger Steffen Damsgaard.

Han mener dog ikke, at lærermanglen alene kan løses med fjernundervisning.

- Det kræver en bredere indsats, hvor de basale rammevilkår i landdistrikterne får et løft, så det bliver attraktivt at bosætte sig i alle dele af landet, siger han.

/ritzau/