Landets største byer får millioner til supercykelstier

Det står klart, efter regeringen sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti er blevet enige om at afsætte omkring 172 millioner kroner til at styrke cyklismen herhjemme.

Pengene skal bruges til at etablere såkaldte supercykelstier i de fem største danske byer, og ifølge transportminister Henrik Dam Kristensen (S) vil de bedre cykelforhold anspore flere til at droppe bilen og i stedet benytte cyklen.

»Med dagens beslutning om at støtte supercykelstier i de største byer gør vi det lettere og mere sikkert for borgerne at skifte cyklen ud med bilen i det daglige, for eksempel til og fra arbejde og uddannelse,« udtaler han i en skriftlig kommentar på ministeriets hjemmeside.

Pengene bliver givet som statsligt tilskud på 50 procent til kommunale supercykelstiprojekter i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, oplyser ministeriet.

»Samtidig er aftalen et godt eksempel på, hvordan statslige og kommunale midler går hånd i hånd i forhold til at skabe gode cykelforhold,« understreger ministeren.

Sammen med pengene til de nye cykelstier bliver der desuden afsat 20 millioner kroner til en ny færgehavn ved Ballen på østsiden af Samsø. Den nye rute fra Kalundborg til østsiden af Samsø vil kunne reducere rejsetiden og samtidigt forberede turisterhvervet på øen, påpeger ministeriet.

Dagens Gossip

Dagens TV