Landets studerende slår alarm over uddannelsernes kvalitet

»Regeringen har kaldt sig en uddannelsesregering, men det eneste, vi har oplevet, er nedskæringer på uddannelser. Det synes vi simpelthen er forfærdeligt,« siger formand for de Lærerstuderendes Landskreds, Bob Bohlbro, der er en af de 10 formænd bag kronikken.

»Regeringen skal tage en beslutning om, hvad den vil. Hvis det er at få flest mulige unge til at uddanne sig, må den sende penge med. Hvis ikke pengene er der, må den sige: Vi har ikke råd til at uddanne alle lige nu,« siger Bob Bohlbro.

I kronikken påpeger formændene over for undervisningsminister Christine Antorini (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R), at besparelserne gør ondt i de studerendes hverdag, hvor de studerende nogle steder må nøjes med ned til seks timers undervisning om ugen.

»Den politik, der bliver ført, og det, der bliver sagt, hænger ikke sammen,« siger formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Philip Dimsits Lerer.

Christine Antorini har ifølge Politiken ikke ønsket at udtale sig om kronikken.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Ane Halsboe-Jørgensen (S), hilser det velkommen, at der er »en lang række repræsentanter fra forskellige grupper af studerende, der er ambitiøse på vores uddannelsessystems vegne«.

Hun fastholder samtidig, at regeringen prioriterer uddannelse højt og påpeger, at der i regeringens finanslovforslag er afsat otte milliarder kroner mere til uddannelse, end der var i Venstres finanslovforslag for to år siden.

Dagens Gossip

Dagens TV