Landin efter comeback-sejr: Fedt at vinde efter modvind

Skrevet af admin

25/01/2016

Dagens topnyheder

I første halvleg var Spaniens målmand Arpad Sterbik banens klart bedste spiller og medvirkede til spansk pauseføring. Efter pausen overtog Danmarks målmand Niklas Landin samme rolle og var helt central i det danske comeback.

På den måde blev 11-14 vendt til dansk sejr på 27-23, mens Landin kunne notere sig en samlet redningsprocent på 43.

- Det var en rigtig fed kamp, fordi vi var så meget i modvind fra starten, hvor vi ikke kunne få boldene ind bag Sterbik og heller ikke dækkede supergodt op selv.

- Det var fedt, vi blev ved med at holde hovedet koldt, selv om han pillede pynten af os i starten, siger Niklas Landin.

Spørgsmål: Giver sådan en sejr mere moral?

- Helt sikkert. Det er klart bedre sådan her, hvor vi hele tiden kæmper for det, end hvis man fører med ti og vinder med fire til sidst, siger Landin.

Han hylder bredden på holdet efter en kamp, hvor Mikkel Hansen aldrig blev så dominerende.

- Det var ikke fedt, at Mikkel ikke leverede, men det var fedt, at når han ikke er på topniveau, kommer andre ind som eksempelvis Michael Damgaard. Det var en holdpræstation, siger Landin.

Spørgsmål: Hvad var det, der skete i anden halvleg?

- Jamen, vi snakkede om, at tre mål ikke er meget, og kunne vi starte som lyn og torden, kunne vi få det til at se godt ud.

- De ville måske ikke komme med så meget mere angrebsmæssigt, så kunne vi få styr på det, så kunne vi sagtens vende kampen, siger målmanden.

Danmark kom hurtigt bagud, og ved stillingen 1-4 tog landstræner Gudmundur Gudmundsson timeout.

- Vi startede ikke godt nok. Delvist ikke offensivt, da vi brændte mange chancer, og vi tacklede ikke godt nok, siger Gudmundsson.

- Så ændrede vi nogle ting taktisk og meget i opstillingen i anden halvleg, og så fik vi forsvaret til at fungere fantastisk. Og vi havde en fantastisk målmand. Det hænger selvfølgelig sammen, lyder det fra landstræneren.

Han kan nu se frem til en hviledag mandag, inden Sverige venter tirsdag. Danmark kommer til kampen med seks point for tre kampe i mellemrundestillingen.

/ritzau/