Landin lukker ned og åbner håndboldfesten i Herning

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Noget stort kan være under opsejling i Herning. I hvert fald viste det danske herrelandshold i håndbold meget lovende takter i EM-åbningskampen mod Makedonien, der blev vundet 29-21.

I perioder var hjemmeholdet skræmmende stærke, og hvor makedonerne tidligere har voldt Danmark store problemer, var der aldrig tvivl om sejren denne gang.

Det danske hold blev ført an af Niklas Landin i målet, der med 17 redninger på 37 forsøg var uhyggeligt svær at passere.

Selv om modstanderne både skød ham i hovedet og trykkede af, efter at dommerne havde stoppet spillet, tirrede det kun Rhein-Neckar-keeperen endnu mere.

Han var sammen med et stærkt forsvar den altovervejende grund til, at Danmark en overgang førte 9-2.

Danskerne mødte et makedonsk hold, der ikke havde fået den bedste optakt til mesterskaberne med sygdom i truppen og en flyrejse, der på grund af tåge hjemme i Skopje først sluttede engang over midnat natten til søndag.

Wilbek efter åbningssejr: Angrebet skal være bedre

Samtidig må holdet undvære et par skadede profiler, men den allerstørste var dog med.

Kiril Lazarov er om ikke kongen af Makedonien, så i hvert fald af makedonsk håndbold.

Ham havde det danske forsvar fået til opgave at stække, og det lykkedes fint.

Storskytten fra Barcelona lavede godt nok syv mål, men de fire blev sat ind på straffe, og sammenlagt måtte han bruge 15 forsøg på at blive kampens topscorer.

Hos danskerne blev målene og spilletiden fordelt ud over det meste af truppen. Med en solid føring i ryggen det meste af kampen sørgede landstræner Ulrik Wilbek for at få alle spillere i kamp og ikke slide unødvendigt på nogen af dem.

Derfor fik alle også lov til at opleve suset fra 14.000 medlevende og larmende tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning.

Forventningerne til hjemmebanekulissen blev til fulde indfriet. Der blev kippet med flag, klappet taktfast i hænderne og råbt og skreget - formentlig også både af kronprins Frederik og statsminister Helle Thorning-Schmidt, der også var til stede.

Eneste panderynke var tre brændte straffekast af tre mulige til Danmark. Hans Lindberg med to missere og Bo Spellerberg med en enkelt kunne ikke leve op til den skadede Anders Eggerts normale træfsikkerhed.

Men det er overordnet set problemer i småtingsafdelingen. Danmark leverede en fremragende indledning på det, der kan blive en rigtig stor dansk håndboldslutrunde, hvis takterne fortsættes.

/ritzau/