Landin og co. slår Kiel i tysk topbrag

Skrevet af admin

17/04/2014

Dagens topnyheder

Der er lagt op til en gyserafslutning i Bundesligaen, når den tyske mester i håndbold skal findes i denne sæson.

I onsdagens topkamp havde Kiel med René Toft Hansen chancen for at komme fire point foran Rhein-Neckar Löwen, men på hjemmebane sørgede sidstnævnte i stedet for pointlighed mellem de to efter en sejr på 29-26.

Den danske målmand Niklas Landin stod igen en fremragende kamp for Rhein-Neckar Löwen.

Første halvleg var forholdsvis lige, men hjemmeholdet kunne gå til pausen med en føring på 14-12.

Efter pausen lagde Rhein-Neckar Löwen afstand fra start. Mens Landin reddede flere straffekast og pillede pynten af Kiels skytter, formåede Kiels målmænd slet ikke at tage fra. De havde ikke en eneste redning i anden halvlegs første 22 minutter.

Rhein-Neckar Löwen kunne cruise kampen hjem, og sejren var aldrig i fare.

Med sejren topper Rhein-Neckar Löwen Bundesligaen foran Kiel i kraft af bedre målscore. Begge har 49 point. Flensburg-Handewitt har 48 point på tredjepladsen, mens Hamburg følger efter med 46. Der resterer fem spillerunder.

Vinder Rhein-Neckar Löwen mesterskabet, er det første gang i klubbens historie.

/ritzau/