Landin om langt EM-hvil: Det har jeg aldrig prøvet før

Skrevet af admin

21/01/2016

Dagens topnyheder

Håndboldspillere er vant til et kompakt spilleprogram ved EM- og VM-slutrunder, men med gruppesejren ved EM i Polen har Danmark sikret sig noget så sjældent som tre hviledage på stribe, før det går løs i mellemrunden.

Først på søndag venter den næste opgave i Wroclaw mod Spanien, der også avancerer som gruppevinder.

- Det tror jeg aldrig, jeg har prøvet til en slutrunde. Tiden må vise, om det er rart. Det tror jeg umiddelbart, det bliver, siger Niklas Landin.

- Jeg kan godt bruge det selv. Men nu har vi spillet med rigtig mange spillere i de første kampe, så jeg tror ikke, det er vores hold, der mest har brug for pause.

- Men jeg tror, det bliver fint at få clearet hovedet og tænke på noget andet. Det er godt med et par dages håndboldfri, siger målmanden.

Henrik Toft Hansen ser både fordele og ulemper ved hviledagene, der blev en realitet efter onsdagens sejr på 30-22 over Ungarn.

- Det er lidt specielt, men det må vi få det bedst mulige ud af. De, der har lidt småskavanker, kan være glade for det, mens de, der ikke har nogle (skavanker, red.) og bare gerne vil ind og spille håndbold, kan være lidt trætte af det.

- Men vi forbereder os bedst muligt, så vi er klar til Spanien-kampen, siger Toft.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har nu god tid til at sætte sine spillere ind i den kommende modstander. Hvad angår det fysiske, mener han, at hviledagene falder fint.

- Jeg tror, det er en fordel, at vi nu har mulighed for at hvile. Vi kan lade batterierne op, mens vi selvfølgelig fortsætter med at træne, siger Gudmundsson.

De tre hviledage i træk betyder til gengæld, at Danmark tørner sammen med Sverige og Tyskland uden at have en hviledag imellem kampene. De spilles henholdsvis 26. og 27. januar.

Danmark bruger den første hviledag torsdag på at rejse fra Gdansk til Wroclaw, hvor mellemrunden afvikles for holdets vedkommende.

/ritzau/