Landins tankespil er gået i gang før Tyskland-møde

Halvdelen af den danske VM-trup på 16 mand spiller i den tyske Bundesliga til daglig, og derfor bliver tirsdagens kamp mod Tyskland også et spørgsmål om, hvem der kender hinanden bedst.

Rhein Neckar Löwen-keeperen Niklas Landin er vant til at bruge hjernen, når han spiller håndbold, men det ved tyskerne også godt.

- Det håber jeg, jeg kan bruge til at få den første overhånd mod dem. Det er spørgsmålet, om ikke de også kender mig rigtigt godt, så de ved, at de ikke skal skyde i deres favorithjørne.

- Så det er spørgsmålet, hvor meget man skal tænke over de daglige vaner. De ved godt, at jeg tænker meget. Og jeg ved også, at de ved, at jeg tænker meget, så det er en balancegang, jeg skal finde, siger Landin.

Danskerens klubkammerat Uwe Gensheimer har spillet forrygende for Tyskland i de to VM-sejre over Polen og Rusland, og den fysisk stærke venstrefløj kan også blive farlig for Danmark tirsdag aften.

- Jeg snakker jo også nogle gange med Uwe om, hvor jeg synes, det er ubehageligt at få et skud på straffe, eller hvor det er sværest at tage skuddet, når han gør sådan og sådan.

- For vi skal stadig vinde i Bundesligaen. Men det kan han jo huske her til VM, så det er spørgsmålet, hvor han vælger at placere sit første skud. Det kan være, han vender den om og skyder, som han altid gør, funderer Landin.

Den tyske VM-trup bor på samme hotel i Doha som Danmark, og Gensheimer omringes dagligt af en sværm af tyske journalister på Hotel Hilton.

- Man kan mærke, han er stjernen. Han er også blevet anfører for det tyske hold, og det betyder utroligt meget i Tyskland at være anfører for landsholdet.

- Samtidig er han anfører for Rhein-Neckar Löwen, og det har gjort, at han er vokset med den lederrolle i mange år. Nu ligger det ham helt naturligt at tage den lederrolle, siger Landin.

/ritzau/

Dagens Gossip