Landmænd mangler regn: Mejetærskerne er kaldt på arbejde tidligere end ventet

Som en af de første fik den østjyske landmænd høstet 20 hektar med vinterbyg. Det er cirka en uge tidligere end normalt, oplyser han.

»Udbyttet var under middel. Det kan skyldes, at kornet er blevet modnet for hurtigt, fordi det har manglet vand,« siger Jens Bønnerup Sørensen til P4 Østjylland.

Han forudser, at noget lignende kan blive tilfælde med resten af høsten.

»Indtil for 14 dage så markerne rigtig gode ud, men nu tager tørken hårdt på dem,« siger Jens Bønnerup Sørensen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Landmanden fra Grenaa regner med, at han skal i gang med resten af kornet om en uge til 10 dage.

Hos Videncentret for Landbrug er afdelingsleder Jon Birger Pedersen overrasket over den tidlige høst af vinterbyg.

»Jeg har ikke hørt om andre steder, hvor man på nuværende tidspunkt har høstet vinterbyg. I betragtning af det lidt sene forår, havde vi nok ventet, at høsten af vinterbyg ville blive lidt forsinket,« siger Jon Birger Pedersen.

Jon Birger Petersen vil dog ikke komme med nogle forudsigelser om, hvordan høsten generelt tegner.

Han forklarer, at kornets udvikling er meget forskellig fra landsdel til landsdel.

»Nogle steder, især på de sandede jorde, er kornet præget af tørke, mens det på de mere lerede jorde ser mere fornuftigt ud,« siger Jon Birger Petersen.

Han har dog et fromt ønske til vejrguderne.

»Vi trænger til noget vand. Gerne om natten, fordi så trænger vandet bedre ned. Og så generer det jo heller ikke feriefolket,« tilføjer han.

Umiddelbart er der dog intet, der tyder på, at ønsket om vand går i opfyldelse.

DMI venter tværimod varmere vejr hen mod weekenden. Et stabilt højtryk sydvest for de britiske øer sender fortsat varm luft fra Sydeuropa frem til Danmark. I weekenden ventes temperaturen at få et nøk opad, så den vil nå op over de 25 grader.

Dagens Gossip