Landmænd tager let på bakteriefaren i svinestaldene

Mere end to ud af tre svinestalde er inficeret med den multiresistente bakterie MRSA. Men det tager landmændene forholdsvis let, viser en rundspørge.

Det skriver Politiken tirsdag på baggrund af en stor rundspørge, som Politiken Research har foretaget i samarbejde med landsforeningen Danske Svineproducenter.

Den viser, at det store flertal af svineproducenterne ikke ved, om deres egen svinebesætning er inficeret.

De tror ikke på, at bakterien kan udryddes, og de mener heller ikke, at de danske myndigheder bør gøre en ekstra indsats for at få landmændene til at nedsætte brugen af antibiotika for på den måde at begrænse udbredelsen af bakterier, der er resistente over for antibiotika.

Kun 37 procent, godt hver tredje svineproducent, erklærer sig i rundspørgen helt eller delvist enige i, at de er bekymrede over spredningen af den multiresistente bakterie. 42 procent erklærer sig uenige i det.

- Det er måske, fordi de har hørt mere om det end de fleste andre. Nu har de fundet frem til, at to tredjedele af besætningerne er smittede, men i svinebranchen har vi nok vidst det i et stykke tid, og der har været en vis resignation, siger Hans Aarestrup, der er direktør i Danske Svineproducenter, til Politiken.

- Vi har set, hvordan de har haft problemet i Holland og Tyskland i flere år, og vi har nok håbet, at det ville gå langsommere hos os, men vi har ikke haft den store forventning om, at vi kunne forhindre spredningen i Danmark, tilføjer han.

82 procent af svineproducenterne svarer i rundspørgen, at de ikke ved, om deres egen besætning er smittet med MRSA. Og 89 procent af landmændene mener i øvrigt, at det er urealistisk at udrydde MRSA blandt levende svin i Danmark.

Kun 11 procent af producenterne er helt eller delvist enige i, at myndighederne bør sætte yderligere ind for at nedsætte forbruget af antibiotika i svinebesætningerne.

/ritzau/

Dagens Gossip