Landmænd vil skyde endnu flere gæs og også gerne krager

Skrevet af admin

02/07/2016

Dagens topnyheder

Bramgæs og skarver er så skadelige for dansk landbrug og fiskeri, at flere end i dag skal skydes.

Det er meldingen fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der har ændret reglerne, så et større antal dyr kan blive "reguleret", som det hedder i fagsprog.

Det er sket, kort efter at ministeren også har godkendt et særligt jægerkorps, der skal skyde sæler ved Bornholm, hvor fiskerne klager over at deres fangst bliver spist af sultne sæler.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer hilsner ministerens linje særdeles velkommen. Det fortæller viceformand Lars Hvidtfeldt.

- Det er et meget vigtigt fremskridt for os, siger han.

- Bramgæs har været i fåtal, derfor er den kommet på listen over arter, man ikke må drive jagt på. Men den har været i kraftig fremgang.

- De spiser simpelthen vores afgrøder, og græsset på markerne ude i det vestjyske, forklarer Hvidtfeldt.

Skarver er et problem for fiskere, men også hvis man gerne vil have en mangfoldig natur med mange fisk, mener han. Og bestanden af sæler er kommet ud af balance.

- Det er et tegn på, at man har fredet en art i en periode, så er den vokset. Og så begynder den lige pludselig at blive en problemart, siger Hvidtfeldt.

Danmarks Naturfredningsforening kritiserer derimod de nye regler. Foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, mener, at ministeren blæser problemet ud af proportioner.

- Der er nogle, der har set sig vrede på de her dyr. Det er lidt ligesom de forhadte vandløb og de forhadte randzoner. Nu er det de forhadte gæs, de forhadte skarver og de forhadte sæler, siger hun.

Men ifølge Landburg og Fødevarer burde ministeren gå endnu længere. Organisationen ønsker en decideret jagttid på bramgæs, noget der dog vil kræve ændret EU-lovgivning.

Og der er også andre dyr, landmændene gerne ville have, der var færre af.

- Vi har jagttid på krager. Men man kunne godt se på, om det skulle udvides, for krager er dybest set en slags flyvende rotter.

Og også bævere, der blev sat ud i naturen i Danmark for ti år siden, bliver diskuteret i Vildtforvaltningsrådet, fortæller Hvidtfeldt.

- Bæverne har det med at bygge dæmninger og sætte marker og haver under vand. Det er et problem i Skandinavien, og den situation synes jeg ikke, vi skal komme i i Danmark, siger han.

/ritzau/