Landsbybeboere i chok efter dødelig motocrosspåkørsel

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Beboerne i Udbyneder ved Havndal reagerede med chok og forfærdelse, da det lille landsbysamfund nord for Randers sidste sommer blev udsat for en blodig tragedie.

En 40-årig mand fra landsbyen omkom efter at være blevet påkørt af en motocrossmotorcykel. Han fik revet legemspulsåren over, da motorcyklen kørte hen over hans krop.

En 45-årig ven blev også påkørt af motocrosseren, men overlevede. Han pådrog sig åbent benbrud, fik knust adskillige ribben og sidder stadig i kørestol.

Det retlige efterspil udspiller sig nu ved Retten i Randers, hvor seks nævninge og tre juridiske dommere skal placere et ansvar og finde en passende straf.

Mandag eftermiddag afgav en række beboere fra det lille samfund tæt ved udmundingen af Mariager Fjord forklaring om, hvordan de oplevede den blodige hændelse natten til 27. maj sidste år.

En kvinde, der arbejder i hjemmeplejen, fortalte, at hun hørte råb ude fra vejen.

Derefter hørte hun en crosser, der gassede op og forsvandt. Da hun gik ud for at se, hvad der var sket, var det et grufuldt syn, der mødte hende.

- Jeg blev opmærksom på en person, der lå halvt ude på vejen. Hans bukser var flænset op, som om nogen havde kørt tværs over ham, fortalte det kvindelige vidne, som slog alarm til politiet.

En anden beboer på vejen blev vækket af høje lyde om natten, og han ræsonnerede, at det nok var nogle unge, som var væltet på en motorcykel.

Først næste morgen, gik det op for ham, hvad der var sket.

- Da jeg ser, at der ligger en krop i min indkørsel tænker jeg, hold da op, hvad er det lige, der er sket i den her ellers fredelige landsby, forklarede han i retten.

To mænd på 25 og 26 år fra lokalområdet blev anholdt senere samme nat. De er tiltalt for drab og forsøg på drab og har været varetægtsfængslet siden.

Den ene, føreren af motocrossmaskinen, erkender uagtsomt manddrab. Den anden, der sad bag på crosseren, nægter sig skyldig.

De to tiltalte har forklaret, at de blev ringet op af den 45-årige, der bad dem komme ud med noget beroligende valium.

Da de kom derud, blev stemningen truende, da den 45-årige ifølge de to tiltalte tog en kæp, som han brugte til at true med.

Den udlægning afviser den 45-årige, som dog ikke kan huske præcis, hvad der skete den aften.

Han kan komme i tanke om én mulig forklaring på, at den 25-årige og den 26-årige endte med at køre ham og vennen over på crosseren - gæld.

Den 45-årige skylder penge til den 25-årige for en reservedel til en traktor - en hydraulisk topstang, som han købte af den 25-årige helt tilbage i 2014.

- Det eneste, jeg kan komme frem til, er, at det handler om gæld for den topstang, sagde den 45-årige, da han mandag afgav forklaring.

Der ventes dom i sagen fredag den 24. juni.

/ritzau/