Landsbyer kæmper for andres liv på landet

Skrevet af admin

23/12/2015

Mest læste i dag

Skal landets mange hårdt truede landsbymiljøer overleve, så skal alle ikke krampagtigt holde fast i deres nærmeste sportspladser og forsamlingshuse.

I stedet kan det være smartere at slå kræfterne sammen og sørge for, at lokalsamfundene støtter hinanden mest muligt i stedet for at slås med hinanden.

Det er tankegangen bag et pilotprojekt i fem vidt forskellige kommuner rundt i landet.

Sammen med over 50 landsbyer og lokalsamfund i de fem kommuner er de udpeget til at være frontløbere eller såkaldte landsbyklynger.

Målet er at afprøve, om tættere samarbejde mellem landsbyerne og fælles prioriteringer på tværs af geografi kan styrke områderne og dermed borgernes hverdag.

Projektet er startet af DGI og Realdania. Bliver resultaterne gode, overvejer de, om der kan arbejdes videre med flere landsbyklynger de kommende år.

De fem landsbyklynger i pilotprojektet ligger i Syddjurs, Ringkøbing-Skjern, Faaborg-Midtfyn, Vordingborg og Hjørring Kommune. Det er op til de lokale klynger selv at bestemme, hvad de vil rykke på under projektet.

Ifølge programchef Stine Lea Jacobi fra Realdania skal pilotprojektet undersøge om det, at en masse landsbyer arbejder sammen og deler deres ressourcer, er en vej til at holde gang i livet ude i landsbyerne.

- Erfaringerne skal gerne bruges til en kogebog, så mange flere landsbyer rundt omkring kan gå videre, siger hun.

- Alene på Mols i Syddjurs Kommune er over 200 frivillige fra over 20 bysamfund i gang.

- Noget tyder på, at denne måde aktiverer folk på tværs af alder og interesser, og hvor man bor. At det kan samle folk om de spredte ressourcer i et område om nogle fælles mål til alles gavn.

/ritzau/