Landsforbund vil have danske praktikpladser

Skrevet af admin

03/01/2014

Dagens topnyheder

- Det løser ikke problemerne med praktikpladser at sende danske unge til Tyskland. Det er en letkøbt, teoretisk løsning, der ikke løser det generelle problem. Der er alt for store sproglige, økonomiske og afstandsmæssige udfordringer til, at det kan fungere.

Det siger formanden for Teknisk Landsforbund, Gita Grüning, om undervisningsminister Christine Antorinis (S) opfordring til unge danske elever om at tage i praktik i Tyskland.

Tyskerne står lige nu med 33.000 ledige praktikpladser. Og der mangler omkring 10.900 praktikpladser til de danske elever.

Men Gita Grüning mener, at ministerens forslag er en teoretisk idé langt hen ad vejen.

- Vi må desværre erkende, at det ikke er lykkedes ministeren at skabe uddannelse for alle erhvervsskoleelever, og det er ikke lykkedes at få erhvervslivet til at levere de praktikpladser, der er behov for, siger formanden om sagen.

- I min verden er det ikke rimeligt, at man nu forsøger at skubbe ansvaret for uddannelse over på de 16-17-årige unge og sige, de blot kan tage til Tyskland og få en elevløn, der ikke engang kan dække omkostningerne, siger Gita Grüning.

Har de unge lyst og mod på det, skal de selvfølgelig tage af sted, mener Gita Grüning. Men hun peger på, at den eneste reelle løsning på problemerne er flere praktikpladser i Danmark.

- Det vil klæde virksomhederne at gøre en indsats, så der er praktikpladser nok. Det skal ikke kunne betale sig at køre på frihjul og først ansætte, når de unge er udlært, siger hun.

- Hvis ikke virksomhederne vil være med at finde en løsning, må ministeren træde i karakter, siger formanden for Teknisk Landsforbund.

/ritzau/