Landsholdet: Serbisk nedtur i Portugal er en fordel

Skrevet af admin

30/03/2015

Mest læste i dag

Landsholdets muligheder for at spille sig frem til næste års EM i Frankrig blev en anelse bedre søndag aften.

Portugal vandt på hjemmebane 2-1 over Serbien, hvilket betyder, at serberne er på vej ud af kapløbet om de to direkte EM-pladser i Danmarks kvalifikationsgruppe.

Portugal topper med ni point, mens Danmark og Albanien følger efter med syv point. Serberne har blot et enkelt.

- Det ser ud til, at det er Portugal, Albanien og os, der skal kæmpe om det. Serbien lader til at være væk, siger landstræner Morten Olsen.

- Nu skal vi møde serberne i Parken til juni, og det er måske deres allersidste chance. Det bliver svært uanset hvad. Vi ramte en god dag, da vi i efteråret vandt 3-1 i Beograd, og det skal vi også gøre i Parken.

Danmark tabte søndag aften 0-2 på udebane til Frankrig i en venskabskamp, så den portugisiske sejr blev weekendens højdepunkt.

- Det var vigtigt, at Portugal vandt, så har vi en lille finale mod Serbien. Så kan vi spille dem helt væk, siger Simon Kjær.

- Men der er lang tid til, så der kan ske meget inden da ude i klubberne. Det bliver helt sikkert en sjov kamp, siger midterforsvareren fra Lille.

Ajax-spilleren Nicolai Boilesen føler, at holdene i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe er meget jævnbyrdige, så han vil ikke glæde sig over noget endnu.

- Det er utroligt tæt hver gang. Jeg tror, at den største sejr, der har været i gruppen, er vores på to mål over Serbien. Ellers bliver kampene vundet med et mål, så det er stadig en åben pulje, siger Boilesen.

Venstrebackens humør er ikke det bedste ovenpå søndagens nederlag i Saint-Etienne til næste års EM-værter.

- Vi fik en fodboldlektion.

- Frankrig er gode og en af favoritterne til at vinde EM, og så havde de endda et par drenge, der ikke var med mod os. Andre, der nok kunne have startet inde, blev på bænken. Det er et utroligt stærkt hold, siger Boilesen.

/ritzau/