Landsholdsfløj om HSV-lønkrise: Spillerne står sammen

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

Tre danske håndboldspillere er på holdkortet i den tyske storklub HSV Handball, der i de seneste måneder er havnet i en dyb økonomisk krise.

Det har blandt andet resulteret i, at klubbens spillere ikke har fået løn i tre måneder.

- Vi aner simpelthen ikke, hvad der foregår bag kulisserne. Så jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, lyder det fra den danske landsholdsspiller Casper U. Mortensen.

Han slår sammen med Hans Lindberg og Allan Damgaard sine folder i Hamburg-klubben.

Den danske landsholdsfløj roser sine holdkammerater for at stå sammen i den nordtyske klub, der lige nu ligger nummer fire i den tyske Bundesliga.

- Det eneste, vi kan gøre, er at blive ved med at vinde håndboldkampe, og det har vi gjort i syv kampe i træk nu.

- Så vi har sendt et godt signal udadtil, og det vidner også om ekstremt stor professionalisme blandt spillerne og et sammenhold uden lige.

- Det har været unikt at opleve spillere stå sammen på den måde, siger Mortensen.

Han erkender dog, at situationen langt fra er optimal.

- Det er jo klart, at når mange har familie og børn, så er det ikke optimalt ikke at få løn. Men omvendt synes jeg også, at vi har taget det roligt og stået sammen og koncentreret os om at spille håndbold, siger han.

- Men vi håber, at der kommer styr på økonomien, så klubben kan udbetale fuld løn, så spillerne kan blive, lyder det fra den 26-årige venstrefløj.

Casper U. Mortensen skrev i sommer kontrakt med HSV, og på trods af de økonomiske problemer har det været en stor oplevelse, siger landsholdsspilleren.

- De seneste seks måneder har rent sportsligt været ekstremt positive for mig. Jeg er kommet til Bundesligaen og spiller sammen med nogle gode spillere i en klub, hvor der er nogle helt fantastiske rammer, siger han.

Casper U. Mortensen og resten af det danske landshold spiller fra 7. januar tre testkampe ved Golden League-turneringen i Frankrig, inden det senere på måneden går løs ved EM-slutrunden i Polen.

/ritzau/