Landsholdsprofil er ude resten af sæsonen

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Den 26-årige landsholdsprofil i kvindehåndbold Lærke Møller kommer ikke til at være med ved VM i Danmark i december, lige som hendes muligheder for at være med ved OL i Rio de Janeiro næste år i august synes små.

Det forreste korsbånd i Lærke Møllers ene knæ er revet over, og der venter spilleren en pause på otte til ti måneder. Det oplyser Lærke Møllers klub, Team Tvis Holstebro.

Skaden skete tirsdag aften, hvor hun måtte bæres fra banen, da Tvis Holstebro tabte til Ringkøbing i Boxer Dameligaen.

Onsdag kom så det kedelige resultat af en MR-skanning af playmakerens knæ.

Sportslig ansvarlig i Tvis Holstebro, Jørgen Hansen, håber, at Lærke Møller kan nå at blive klar til OL.

- Vi er utrolig kede af det på Lærkes vegne og føler med hende, og vi er da også noget trætte af det på holdets vegne.

- Planen er, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Lærke med at blive klar til OL i Rio næste år. Det bliver et kapløb med tiden, men det skal forsøges, siger Jørgen Hansen.

Han tilføjer, at Team Tvis Holstebro også kigger efter en spiller, som kan supplere truppen som følge af skaden.

Klubben oplyser, at Lærke Møller ikke selv har kommentarer til skaden, og at hun ikke ønsker at blive kontaktet.

/ritzau/