Landsholdsspiller anholdt for voldtægt

Fodboldspilleren Loic Remy fra Premier League-klubben Queens Park Rangers er blevet arresteret, mistænkt for at have deltaget i en voldtægt.

Det skriver BBC.

Den 26-årige franske landsholdsspiller blev sammen med to andre mænd arresteret i Fulham i London.

De er mistænkt for at have voldtaget en 34-årig kvinde.

- Tre mænd på henholdsvis 26, 23 og 22 år blev arresteret på en adresse i Fulham mistænkt for voldtægt, siger en talsmand for Metropolitan Police ifølge BBC.

En talsmand for Queens Park Rangers siger, at klubben er "klar over beskyldningerne", men at det ikke er muligt at sige mere af hensyn til politiets efterforskning.

Loic Remy skiftede i januar til Queens Park Rangers fra Olympique Marseille i hjemlandet.

Han kunne dog ikke forhindre QPR i at rykke ud af Premier.

/ritzau/

Dagens Gossip