Landsholdsspiller er skadet i flere måneder

Landsholdsspilleren Henrik Dalsgaard kommer ikke med, når Danmark til efteråret indleder VM-kvalifikationen.

Den 27-årige højreback er gået glip af opstarten i sin belgiske klub Zulte Waregem på grund af hoftesmerter. Cheftræner Francky Dury oplyser nu, at Dalsgaard er væk i flere måneder.

- Hvis alt går godt, er han tilbage i november, men det er usikkert. Det kan blive i januar, siger Dury til walfoot.be.

Den tidligere AaB-spiller fik i foråret sin debut på det danske landshold under Åge Hareide, der har overtaget efter Morten Olsen.

Hareide har brugt den løbestærke Dalsgaard som wingback i sit 3-5-2-system.

Danmark indleder VM-kvalifikationen 4. september, når Armenien gæster København.

/ritzau/

Dagens Gossip