Landsholdsspiller forlader Team Tvis Holstebro

Skrevet af admin

10/01/2014

Mest læste i dag

Landsholdsspilleren Mette Gravholt forlader Team Tvis Holstebro, når hendes kontrakt udløber efter indeværende sæson.

Begge parter er enige om bruddet, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Team Tvis-Træner Niels Agesen er imponeret over den udvikling, stregspilleren har gennemgået i sine år i klubben.

- Vi vil gerne tage en anden vej, og det samme gælder for Mette. Derfor er vi blevet enige om at sige Mette tak for en kæmpe indsats i den hvide trøje. Jeg mindes ikke at have set en spiller på det her niveau, der har flyttet sig så meget.

- Da hun først kom til klubben, var hun udfordret på flere parametre. I dag er hun etableret landsholdsspiller, VM-bronzevinder og en benhård fighter, hvilket ganske enkelt er imponerende, siger Niels Agesen.

Stregspilleren selv har også været glad for sine snart fire sæsoner i klubben, men hun ser også frem til nye udfordringer.

- Det glæder mig meget, at klubben og jeg er enige om beslutningen, for jeg har haft en fantastisk tid i Team Tvis Holstebro. Jeg er evigt taknemmelig for den chance, jeg har fået, og jeg har gennemgået en stor udvikling i Holstebro.

- Jeg er jo ikke utilfreds med at være i klubben, men jeg vil gerne prøve noget nyt og have en ny rolle - for eksempel i udlandet.

- Som 29-årig er det måske ikke sidste chance, men det nærmer sig trods alt, så skal jeg skrive nye kapitler, er tidspunktet ved at være der, siger Mette Gravholt.

Foreløbig er det blevet til 37 landskampe for stregspilleren.

/ritzau/