Landsholdsveteran: Vi skal være som balkan-pigerne

Skrevet af admin

20/03/2016

Dagens topnyheder

Der var en gang, hvor det danske kvindelandshold i håndbold var synonym med guldmedaljer.

Den tid er forbi. I hvert fald for en stund. Det blev understreget, da Danmark lørdag aften tabte til Montenegro og dermed missede chancen for at spille sig med til sommerens OL i Brasilien.

Viborg HK-fløjspilleren Ann Grete Nørgaard har været med omkring det danske landshold i mange år, og hun mener, at der skal ændres nogle basale ting, hvis holdet skal nå tilbage til guldmedaljer og sejrsdans.

- Vi skal op på et højere niveau. Også rent mentalt. Vi skal være klar til at rive arme og ben af folk for at vinde. Det vil de der balkan-piger, og vi skal spille mere som dem, siger hun.

Hun mener, at indstillingen på det danske hold af og til er for ringe, når det kommer til de afgørende kampe.

- Vi skal forhåbentlig aldrig igen stå i sådan en situation, hvor vi kommer ud fra en superafgørende kamp som den mod Rumænien (OL-kvalifikationskampen fredag aften, red) og skal undskylde vores indsats og indstilling.

- Det, håber jeg aldrig, kommer til at ske igen, siger hun.

I stedet mener den 32-årige fløjspiller, at der skal arbejdes benhårdt på håndboldbanen.

- Vi har rigtig mange kvaliteter, men vi mangler noget kynisme og noget skarphed i de allermest afgørende situationer.

Samtidig håber hun på nogle flere faste spillere omkring landsholdet og peger på de mange udskiftninger, der har præget det danske kvindelandshold gennem den seneste tid, som en udfordring.

- Vi har ikke en sammenspillet trup endnu. Der har været meget udskiftning på holdet, og det skal ikke være en undskyldning, men kontinuitet gør bare rigtig meget, siger hun.

/ritzau/