Landsråd siger nej til offentlighedsloven

Et flertal på Konservatives Landsråd tilslutter sig en indstilling fra partiets ungdomsafdeling, KU, om, at partiet skal arbejde på at tilbagerulle dele af den omdiskuterede offentlighedslov, nemlig paragrafferne 22, 24 og 27.

Indstillingen hedder "Nej tak til mørklægning" og gik i rette med De Konservatives folketingsgruppe, der har stemt for offentlighedsloven i folketingssalen.

- Det har altid været konservativ politik at sætte borgeren over statsmagten. De tre paragraffer er en klar svækkelse af det danske demokrati, som det står i indstillingen.

- Borgeren fratages muligheden for at tage aktiv stilling til det reelle grundlag, hvorpå ministrene træffer deres beslutninger - nemlig tankeudvekslingen ministre, folketingsmedlemmer og embedsværket imellem.

- For at bevare Danmarks deltagelsesdemokrati må paragraf § 22, § 24 og § 27 i offentlighedsloven altså tilbagerulles.

Den nye offentlighedslov blev vedtaget tidligere på året efter opbakning fra regeringspartierne, Venstre og Konservative.

Offentlighedsloven giver øget adgang til aktindsigt i offentligt ejede selskaber, kommuner og regioner.

Det bliver samtidigt muligt at søge bredere, når man anmoder om aktindsigt, ligesom svarfristerne præciseres fra en hovedregel om 10 kalenderdage for et svar til fremover syv arbejdsdage.

Protesterne mod loven skyldes paragraf 22, 24 og 27, der alle indskrænker adgangen til aktindsigt i ministrenes arbejde.

Debatten om offentlighedsloven kørte allerede lørdag på det konservative landsråd, da flere KU'ere gik på talerstolen for at revse loven, mens folketingsgruppens synspunkt blev forsvaret af retsordfører Tom Behnke.

/ritzau/

Dagens Gossip