Landsret dømmer hjemmeværnsmand for sprængstof

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Det kunne ikke betale sig for den tidligere hjemmeværnsmand Henning Daltorn at anke en dom for at opbevare sprængstoffer på en landejendom i Mørkøv.

Den 60-årige mand har tirsdag i Østre Landsret fået stadfæstet byretten dom på fire års fængsel for at have ligget inde med 112,8 kilo sprængstof.

- Selvom han helt er uden for forbindelse til det kriminelle miljø, så er det så alvorligt, at straffen bliver i det leje, siger Emil Folker, anklager ved Statsadvokaten i København, til Ritzau.

Daltorn kom i besiddelse af den store mængde sprængstof, da hans mentor i hjemmeværnet ved juletid 2012 ringede ham op og fortalte, at han var dødeligt syg.

Mentoren var kaptajn i hjemmeværnet og havde gennem årene samlet store mængder militært sprængstof sammen, som han opbevarede derhjemme, hvor det blandt andet var gravet ned.

Daltorn ønskede at værne om sin mentors eftermæle, og derfor valgte Daltorn at opbevare sprængstofferne hos sig selv, frem for at indlevere dem til forsvaret.

Den 60-årige Henning Daltorn ankede byrettens dom med påstand om, at forbrydelserne bliver set som en overtrædelse af våbenloven og ikke straffeloven, som han blev dømt for.

Landsretten vurderer, at det var en særligt skærpende omstændighed, at den 60-årige misbrugte sin stilling til at skaffe sprængstofferne.

Retssagen afslørede desuden, at også myndighederne kan udvise sløset omgang med sprængstoffer.

Daltorns ejendom blev ransaget to gange med syv ugers mellemrum. Ved den anden ransagning opdagede man, at det første ransagningshold havde efterladt sprængstof, som lå frit fremme i hele perioden.

/ritzau/