Landsret frifinder bankdirektør for kursmanipulation

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Vestre Landsret frifinder tidligere bankdirektør fra Aarhus Lokalbank i sag om kursmanipulation.

Direktør Per Hermansen blev idømt 30 dages ubetinget fængsel ved byretten, men landsretten har valgt at frifinde direktøren.

Desuden bortfalder straffen for to andre ledende medarbejdere, der blev idømt tre måneders ubetinget fængsel i byretten.

Bøden til Vestjysk Bank, der overtog Aarhus Lokalbank, forhøjes dog fra 1 til 2,5 million kroner.

De tre ledende medarbejdere fra det daværende Aarhus Lokalbank blev i 2014 dømt ved Retten i Aarhus i en sag om kursmanipulation.

Per Hermansen blev dømt for uagtsom kursmanipulation

De to øvrige ledende medarbejdere blev dømt for forsætlig kursmanipulation. De to medarbejdere er beskyttet af navneforbud

Kursmanipulationen fandt sted over en periode fra 1. september 2009 til 5. februar 2010

De to ledende medarbejdere blev dømt for bevidst at have foretaget kursmanipulation ved systematisk at opkøbe bankens aktier og derved at holde kursen på bankens aktie kunstigt oppe

Bankdirektør Per Hermansen blev dømt for uagtsomhed, det vil sige for ikke at have udvist den fornødne agtpågivenhed og udstukket retningslinjer, som sikrede, at banken holdt sig inden for lovens rammer

Sagen blev anmeldt af Finanstilsynet og efterforsket af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK)

Dommen fra byretten blev anket af både de dømte og anklagemyndigheden og indbragt for landsretten.

/ritzau/