Landsret frifinder mand der stak sin gæst ihjel

Et nævningeting i Østre Landsret har frifundet en 44-årig mand fra København for at have dræbt en bekendt i sin lejlighed. To knivstik i ryggen på den bekendte var nødværge, har retten slået fast.

Den tiltalte nåede at sidde varetægtsfængslet i mere end 13 måneder.

- Det er en meget usædvanlig sag, konstaterer den frifundnes forsvarer, advokat Merethe Stagetorn.

Da et nævningeting i Retten på Frederiksberg i februar tog stilling til anklagen, endte det med bortfald af straffen. Dommen blev anket af anklagemyndigheden.

De voldsomme begivenheder fandt sted i en lejlighed på Skoleholdervej en nat sidst i december 2012.

Den 44-årige fik besøg af en 46-årig bekendt. Kun de to mænd var til stede. De drak en vodka hver, hvorefter gæsten pludselig trak en revolver frem.

Ifølge den tiltalte stak gæsten revolveren op mod munden af ham og spurgte, hvad der ville ske, hvis han trykkede af.

Gæsten gik så ud i køkkenet, tog en kokkekniv og angreb sin vært.

Under slagsmålet fik den nu 44-årige vristet kniven fra ham, og det endte med, at han stak ham først i halsen og senere to gange i ryggen.

Gæsten faldt om på gulvet, og værten ringede efter en ambulance.

- Sig til min kæreste, at jeg elsker hende, nåede den hårdt sårede mand at sige, før han udåndede.

Landsretten har nu frifundet den tiltalte for manddrab. Han havde ikke til hensigt at dræbe gæsten.

Derimod er han fundet skyldig i de to knivstik i ryggen. Denne vold skete som nødværge, og derfor bortfalder straffen, oplyser Merethe Stagetorn.

- Retten har lagt til grund, at den anden truede ham med revolveren, og at den var ladt, fortæller forsvareren.

- Jeg er godt tilfreds med afgørelsen. Jeg kender ikke eksempler på noget tilsvarende, siger hun.

Hvorfor gæsten gik til angreb, fortaber sig i tågerne. Muligvis var han vred over, at den 44-åriges bror skyldte ham 180 kroner.

Landsrettens nævninge og dommere var ikke enige om resultatet, men flertallet har altså stemt for frifindelse for manddrab.

Til TV2 oplyser advokaten, at den frifundne nu vil søge om erstatning for de mange måneders varetægtsfængsling.

/ritzau/

Dagens Gossip