Landsret frifinder naturfredningsforening i injuriesag

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Det var helt i orden, da daværende direktør i Danmarks Naturfredningsforening René la Cour Sell i 2010 udtalte sig kritisk om landbrugets brug af sprøjtegifte.

Det fastslår Østre Landsret, der tirsdag har frifundet la Cour Sell i en injuriesag, som Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug har anlagt mod foreningen.

Striden har drejet sig om en udtalelse fra la Cour Sell til Landbrugsavisen, hvor den daværende direktør beskyldte landbrugets brug af sprøjtegifte for at være årsag til lukningen af flere hundrede drikkevandsboringer.

Landsretten fastslår i sin afgørelse, at la Cour Sell godt nok ikke har udtalt sig på et sikkert grundlag, men kun på baggrund af oplysninger, som sandsynliggjorde hans påstand.

Men Danmarks Naturfredningsforening har som miljøorganisation en vigtig rolle i den offentlige debat, og derfor skal der være vide rammer for foreningens ytringsfrihed, lyder det i landsrettens dom.

Landsretten lægger samtidig vægt på, at Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, ligesom Danmarks Naturfredningsforening, er en politisk aktør, som kan gøre brug af politiske virkemidler i medierne.

"Der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år - eller måske er det 300 - på grund af landbrugets sprøjtegifte", lød udtalelsen fra la Cour Sell dengang i Landbrugsavisen.

Foreningen for Bæredygtigt Landbrug har anset udtalelsen som krænkende og skadelig for dansk landbrugs omdømme og forlangte i første omgang, at Naturfredningsforeningen skulle trække udtalelsen tilbage.

Det nægtede Danmarks Naturfredningsforening, og Foreningen for Bæredygtigt Landbrug valgte at gå rettens vej.

I efteråret 2012 valgte Retten i Roskilde at frifinde Naturfredningsforeningen og la Cour Sell, og Østre Landsret er altså nået til samme resultat.

/ritzau/