Landsret giver GN Resound salgsforbud efter patentstrid

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

GN Store Nords høreapparatforretning, GN Resound, har af Østre Landsret fået et midlertidigt forbud mod salg af visse af selskabets ældre produkter i Danmark, oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Forbuddet er nedlagt på baggrund af en anmodning fra den danske rival Oticon, som er ejet af William Demant Holding. Oticon mener, at GN Resound har krænket selskabets patent.

Salgsstoppet gælder høreappaterne Resound Verso og Beltone First, og det ændrer ifølge selskabet ikke på forventningerne til årets indtjening.

GN Store Nord melder sig desuden lodret uenig i afgørelsen, fordi selskabet ikke mener, at de omfattede produkter krænker Oticons patenter.

- Desuden er vi af den klare opfattelse, at patentet er ugyldigt, lyder det fra selskabet.

- GN Resound har allerede indleveret indsigelse vedrørende patentets gyldighed til det Europæiske Patentkontor og forventer, at patentet bliver erklæret ugyldigt, hvilket medfører, at det midlertidige forbud kan blive ophævet, skriver GN.

Der er blevet fastsat en høring hos det Europæiske Patentkontor til 26. februar næste år.

/ritzau/