Landsret nægter at erklære Syrienkriger for død

Det offentlige Danmark nægter at erklære den tidligere Guantanamo-fange og Syrienkriger, Slimane Hadj Abderrahmane, for død. Det sker selvom familie og venner siden februar 2013 betragter et dødsfald i Syrien nær Homs som en kendsgerning.

Den angiveligt efterladte enke tabte mandag en såkaldt dødsformodningssag i Østre Landsret, som ikke mener, at der "foreligger en særdeles høj grad af sandsynlighed for, Slimane Hadj Abderrahmane er død", selvom facebooksider hylder ham som martyr.

- Landsretten finder det ikke godtgjort, at Slimane Hadj Abderrahmane har været i livsfare i lovens forstand på det tidspunkt, hvor han sidst vides at have været i live, skriver landsretten.

- Den omstændighed, at Slimane Hadj Abderrahmane antageligt befandt sig i Syrien, og havde oplyst, at han agtede at deltage i kamphandlingerne, findes ikke tilstrækkeligt i denne henseende, står der i kendelsen, som stadfæster afgørelsen i byretten.

Når en person er forsvundet kan der ifølge loven normalt udstedes en dødsformodningsdom efter fem år. Men har personen været i livsfare kan det ske allerede efter seks måneder.

Det kan være svært at få oplysninger om danskernes skæbne i det krigsplagede Syrien, og den manglende dødserklæring kan have økonomiske konsekvenser i form af dødsbo og de efterladtes ret til offentlige ydelser.

PET vurderer, at mindst 100 personer er rejst til Syrien for at deltage i konflikten, og mindst 15 personer fra Danmark er blevet dræbt i kampene.

Fristen for dødsformodningsdomme har tidligere været 10 år, men efter tsunamien i Sydøstasien i december 2004, hvor det var svært at identificere de omkomne, ændrede regeringen loven.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) har dog ingen intentioner om at gøre det samme i forbindelse med Syrienkrigerne.

- Jeg har stor medfølelse for de forældre, som er i en svær situation, og jeg vil gerne understrege, at man skal holde sig fra at drage i krig i Syrien.

- Men jeg har ingen planer om at ændre reglerne. Adgangen til dødsformodningsdomme er og skal være snæver, skrev ministeren i en mail forleden til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip