Landsret: Ok at tage dagpenge fra overvægtig kvinde

Skrevet af admin

07/02/2014

Mest læste i dag

Det var i orden, da Esbjerg Kommune fjernede sygedagpenge fra en borger, der ikke kunne eller ville tabe sig, så hun kunne blive opereret.

Det fremgår af en dom, som Vestre Landsret netop har afsagt.

Den 54-årige kvinde, der har arbejdet som social- og handicaphjælper, blev sygemeldt på grund af en diskusprolaps i 2009, og lægerne mente, at en operation ville forbedre hendes muligheder på arbejdsmarkedet.

Men hun vejede knap 140 kilo, og lægerne ville kun operere hende, hvis hun tabte sig mindst 25 kilo.

Trods motion, kostråd og vægtstopkurser lykkedes det ikke for hende at få vægten ned. Hun tabte ganske vist 10 kilo, men de kom på igen, og efter to år vejede hun det samme som før.

I januar 2011 stoppede Esbjerg Kommune for sygedagpengene og afviste at starte en pensionssag, da man jo ikke havde fået kvinden udredt med henblik på hendes arbejdsevne.

Hendes fagforening, FOA, mente, at kvinden på grund af sin diskusprolaps var berettiget til førtidspension, mens det offentlige mente, at hun med en operation havde gode muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

FOA førte hendes sag gennem alle instanser, men altså forgæves.

Vestre Landsret er enig med byretten og siger, at hendes diagnose var diskusprolaps og fedme som følge af for stort kalorieindtag, og at en operation med rimelighed kunne medføre en forbedring af hendes arbejdsevne.

Landsretten peger også på, at der ikke er medicinske eller fysiologiske årsager til, at kvinden ikke kan tabe sig, hvorfor det efter landsrettens mening er realistisk at tro, at hun kan tabe sig så meget, at en operation kan gennemføres.

Så Esbjerg Kommune har handlet korrekt i sagen ved at stoppe sygedagpengene og undlade at indlede en pensionssag.

/ritzau/