Landsret omstøder udvisning for nøgenbilleder

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

En 38-årig mand har grund til at være glad for, at han ankede en dom fra Københavns Byret til Østre Landsret.

I byretten blev manden, der har boet i Danmark i 25 år, idømt et års fængsel og udvisning i seks år for at lægge nøgenbilleder af sin ekskæreste ud på Facebook, for afpresning og for vidnetrusler.

Efter bruddet med ekskæresten opsøgte han hendes familie for at få sine ting, blandt andet nogle møbler. Da det ikke kunne lade sig gøre, ville han i stedet have penge for dem, ligesom han angiveligt truede hendes far og bror.

Østre Landsret frifandt ham dog for at have truet faren og broren. Straffen blev sat ned til seks måneders fængsel og han slap for udvisning.

- Landsretten lagde blandt andet vægt på associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EU, der betyder, at der skal mere til at udvise folk til Tyrkiet end til andre lande, siger den 38-åriges forsvarer Erbil Kaya til Ritzau.

Han er godt tilfreds med landsrettens dom.

- Min klient har boet i Danmark, siden han var 13 år. Det var en meget streng dom i byretten, hvor man udviser ham i seks år for en fængselsdom på et år. Hvis den dom havde stået ved magt, havde den skabt en helt ny retspraksis, siger Erbil Kaya.

/ritzau/