Landsret savner beviser i sag om millionstøtte til PKK

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Anklagemyndigheden får indirekte, men markant kritik i Østre Landsrets dom i sagen om millionstøtte til terrorisme.

Det fastslår to af forsvarerne, efter at landsretten onsdag har frifundet otte af 10 tiltalte kurdiske mænd for at have indsamlet millioner af kroner til PKK, Kurdistans Arbejderparti, som står på flere internationale terrorlister.

Fra 2009 til 2012 blev der årligt indsamlet mindst fire millioner kroner til PKK, lød påstanden fra anklagemyndigheden.

Officielt gik pengene til den kurdiske tv-station Roj TV, men de tiltalte vidste, at den i virkeligheden hang sammen med PKK, har man sagt.

Imidlertid har anklagemyndigheden kun fremlagt beviser for Roj TV's påståede funktion som talerør for PKK frem til 24. september 2010.

Der mangler altså oplysninger om to et halvt år.

Og allerede af den grund frifindes tre af de tiltalte mænd. Tiltalen mod dem drejede sig nemlig om perioder efter september 2010.

En af forsvarerne i sagen, advokat Mikael Skjødt, har for lang tid siden gjort tydeligt opmærksom på manglen i bevisførelsen, oplyser han.

- Anklagemyndigheden har ikke ført det bevis, den skulle. Men man har haft mulighed for at rette op på det, da jeg nævnte det i byretten, siger Skjødt.

Han henviser til, at nævningesagen i første omgang blev afgjort af Københavns Byret med dom i oktober 2014. Alle blev frifundet dengang.

- Det er en kritik af anklagemyndigheden, bemærker en anden forsvarer, advokat Jane Ranum, om den begrundelse, som landsretten er kommet med i kendelsen.

Der er tale om en såkaldt "allerede fordi"- afgørelse - allerede fordi anklagerne ikke har fremlagt beviser for en stor del af den påståede gerningsperiode, må der ske frifindelse.

Nævninger og juridiske dommere er enige om den afgørende mangel, fremgår det af præmisserne:

"Der har ikke under nærværende sag været bevisførelse om, hvorvidt der efter denne periode (efter 24. september 2010) har været vist udsendelser, som indirekte støtter PKK, og det kan derfor ikke anses for godtgjort, at det har forholdt sig således efter denne dato."

/ritzau/