Landsret sender hooligans i fængsel efter slagsmål

Skrevet af admin

16/06/2015

Mest læste i dag

For tre ud af fire hooligans, der deltog i et planlagt slagsmål i Lystrup ved Aarhus, kunne det ikke betale sig at anke en dom fra byretten til landsretten, da sidstnævnte tirsdag valgte at skærpe straffene til dem.

De fire er medlemmer af to hooligan-grupperinger, Aarhus Casuals, der støtter AGF, og Copenhagen Casuals, som støtter FC København.

Den 23. februar sidste år aftalte de to grupper at mødes for at slås. De satte hinanden i stævne på Lægaardsvej i Lystrup - en blind vej uden huse i et industrikvarter.

Iklædt henholdsvis røde og hvide trøjer dukkede 14 mand op på hvert hold og gik løs på hinanden. Selv om slagsmålet var ganske kort, gik det voldsomt for sig. Blandt andet blev en af mændene trampet i ansigtet.

Politiet havde dog fået nys om slagsmålet, og seks betjente havde gemt sig i området. Efter blot et minut var slagsmålet overstået.

Retten i Aarhus idømte en 25-årig mand fire måneders fængsel og en bøde på 5000 kroner, en 26-årig mand fik en bøde på 10.000 kroner, mens en 28-årig mand blev frifundet. I Vestre Landsret blev de alle tirsdag idømt 60 dages fængsel.

Den fjerde mand blev i byretten idømt en bøde på 7500 kroner, men landsretten bestemte, at han skal 30 dage i fængsel.

/ritzau/