Landsstævnedeltagere i Esbjerg kan udfordre Lars Christiansen

Tidligere landsholdsspiller i håndbold, Lars Christiansen, er gået i gang med at samle et hold, som vil udfordre de andre beachhåndbolddeltagere til DGI’s landsstævne i Esbjerg.

Helt præcis hvem der bliver en del af Lars Christiansens hold, ved han ikke endnu.

- Jeg blander posen, og tager fat i både nuværende og tidligere håndboldspillere. Der vil være nogen, jeg har spillet håndbold med for 20 år siden, og det vil helt sikkert være nogen, som folk kender, siger Lars Christiansen.

Han håber, at der vil være rigtig mange håndboldspillere til landsstævnet, der tager imod udfordringen og spiller mod hans hold.

Lars Christiansen har været en del af det danske håndboldlandshold i over 20 år. Han nåede 338 landskampe, inden han stoppede karrieren i foråret 2012. I mange år har han spillet for den tyske klub Flensburg-Handewitt, men det var i Kolding IF, han sluttede karrieren som aktiv spiller.

Næsten forsvarende mestre i græshåndbold

Lars Christiansen har tidligere været til landsstævne. Første gang i 1994 i Svendborg og senest i Silkeborg 1998. Der løb holdet med sejren i græshåndbold, så ifølge Lars Christiansen er de forsvarende mestre. Det er kun, fordi det ikke har passet ind i planerne, at det er så længe siden, at han sidst har været med.

- Landsstævnet er jo en slags mini-ol, og det er sjovt at være en del af den folkefest, hvor det jo især er det sociale, der er i fokus, siger Lars Christiansen.

Glæder sig til udfordringen i sand

Denne gang bliver det dog ikke græshåndbold, Lars Christiansen stiller op i. Han har valgt, at det skal være beachhåndbold.

- Det er sjovt i sand – og der er vi også lidt på udebane. Det er det, der minder mindst om rigtig håndbold, så der har de andre hold også en chance, slutter den tidligere håndboldspiller.

Landstævnet finder sted fra 4.-7. juli.

Dagens Gossip

Dagens TV