Landstræner dropper Vittinghus til hold-VM

Skrevet af admin

09/04/2015

Dagens topnyheder

Dansk badminton har tre herresingler i verdenseliten, men der er kun plads til to af dem på det landshold, der i maj skal spille Sudirman Cup, VM for blandede hold, som foregår i Kina.

Det luksusproblem går nu ud over Hans-Kristian Vittinghus, verdensranglistens nummer 11, der ikke er med i den trup, som blev udtaget torsdag eftermiddag.

Det er i stedet Jan Ø. Jørgensen (ranglistens nummer to) og Viktor Axelsen (nummer seks).

- Vi har udtaget en smal trup, da der er hviledage mellem gruppekampene, siger landstræner Lars Uhre i en pressemeddelelse.

Truppen består af 12 spillere, og ud over Jørgensen og Axelsen er de mandlige doublespillere Mads Pieler Kolding, Mads Conrad-Petersen, Mathias Boe, Carsten Mogensen og Joachim Fischer udtaget.

Line Kjærsfeldt og Anna-Thea Madsen stiller op i damesingle, mens Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl og Maiken Fruergaard tager sig af opgaverne i double.

- Jeg mener, vi har et slagkraftigt hold, der har mulighed for at indfri vores mål om medalje, selvom vi har fået en svær lodtrækning i pulje med England og især Indonesien.

- Truppen er suppleret med det unge doubletalent Maiken Fruergaard, som primært er med for at suge til sig og lære af de mere etablerede kræfter og også af at være med til et mesterskab i Asien, forklarer Lars Uhre.

Sudirman Cup spilles mellem 10.- og 17. maj. Ved den seneste udgave i 2013 fik Danmark en bronzemedalje med hjem, og målet er igen en medalje.

/ritzau/