Landstræner efter nederlag: Til at tude over

Alt var imod Danmarks unge fodboldtalenter i den afgørende EM-kvalifikationskamp mod Portugal.

I "Elite Round", som kvalifikationsturneringen i Portugal hedder, tabte Danmark med 0-1, og kommer ikke med til EM i Litauen i næste måned.

Danmark fik et straffe og et rødt kort imod sig efter fem minutter. Og så endnu et straffespark, som afgjorde kampen tre minutter før tid, da Portugal scorede til 1-0.

Danskerne spillede en fornem kamp, og en god turnering i Portugal. Og derfor gør det så ondt på landstræner Thomas Frank.

- Det er til at tude over. Og så er det ekstra frustrerende, at vi ikke får vist de her drenge til EM-slutrunden. Vi havde et hold, der kunne spille med til det sidste. Ikke bare et hold, som skulle være glad for at være med. Og nu får vi ikke lov at vise det, siger han i en pressemeddelelse.

Fordi Danmark efter to kampe havde en målscore på 10-0, og Portugal var et mål bedre med 11-1, var danskerne tvunget til at vinde. Og det var svært med den start, som landstræneren blandt andet var uenig med dommerne i.

- Vi må sige, at der har været nogle tvivlsomme kendelser, som ikke gik vores vej. Det betød, at kampen blev ødelagt for os, og det er ikke til at bære.

- Det havde været nemmere, hvis forseelserne havde været mere klare, men det var det røde kort ikke, og jeg kan ikke se, at der er straffespark til sidst, siger Thomas Frank.

Trods sejre på 5-0 over både Tjekkiet og Bulgarien, ryger Danmark hjem med en samlet målscore på 10-1.

- Jeg er simpelthen så stolt af disse drenge. De er allerede en succes, og igen i dag viser de, hvad der er i dem. De investerer så mange kræfter, og prøver hele kampen igennem trods de svære betingelser. Det er derfor, at de er så gode, siger landstræneren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV