Landstræner efter sejr: Vi manglede tempo i angrebet

Skrevet af admin

17/01/2016

Dagens topnyheder

31-25 lyder som en komfortabel sejr, men cifrene snød lidt, da Danmark indledte EM i Polen med en sejr over Rusland.

Danmarks håndboldlandshold var et skridt bagud i forhold til russerne gennem det meste af første halvleg, og først i de sidste ti minutter afgjorde danskerne kampen til egen fordel.

Landstræneren var glad for sejren, men medgav, at der er plads til forbedring.

- Det var en hård kamp, og det forventede jeg også. Vi startede alt for langsomt i angrebet, og det sagde jeg også til spillerne i den første timeout.

- Vi spillede næsten i samme tempo som modstanderen. Det sker nogle gange, men vi fik styr på det, siger Gudmundur Gudmundsson.

Fra starten af anden halvleg skiftede han Mikkel Hansen ud med Michael Damgaard, og Mads Mensah Larsen blev playmaker i stedet for Rasmus Lauge.

- Det gav mere fart og flow i spillet, og vi viste, at vi kan spille meget hurtigt, siger landstræneren.

Han havde ingen betænkeligheder ved at bringe Michael Damgaard i spil efter skaden, han pådrog sig søndag mod Frankrig.

- Nej, aldrig. Det var som en finale det her. Det var en meget vigtig sejr, siger Gudmundsson.

Damgaard brokkede sig nu heller ikke over at få spilletid.

- Det gik helt fint. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke har trænet i en hel uge, men jeg havde ingen smerter overhovedet, siger Damgaard.

Han ville ikke tage æren for at have bragt forbedringer ind i angrebsspillet.

- Jeg synes, vi begyndte at spille bedre kollektivt og fik flyttet deres forsvar mere, og så stod Niklas Landin en fantastisk kamp. Vi straffede russerne til sidst, da vi havde kørt dem trætte.

- Det var en svær første kamp, og det er ikke så tosset at slå Rusland med seks mål, når der er plads til forbedring, siger Damgaard.

Hans gode indsats medvirkede til, at Mikkel Hansen sad på bænken i hele anden halvleg efter en lidt svag præstation i første halvleg.

- Jeg spillede halvdårligt og brændte nogle chancer, som jeg normalt ikke gør. Forhåbentlig bliver det bedre.

- Jeg ville da gerne have spillet mere, men Michael spillede rigtig godt, og så skal han have lov til at spille, siger Mikkel Hansen.

Danmark spiller sin anden kamp i turneringen mandag mod Montenegro, der lørdag tabte til Ungarn.

/ritzau/