Landstræner er brandærgerlig over missede OL-pladser

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

De danske bueskytter formåede ikke at hive OL-billetter hjem i den sidste OL-kvalifikationsturnering i Tyrkiet.

Dermed bliver OL i Rio sandsynligvis uden de danske recurve-skytter, der ellers deltog i de olympiske lege i 2012.

Landstræner Niels Dall er skuffet efter turneringen, men mener, der stadig er en fornuftig chance for alligevel at få en enkelt OL-plads.

- Det er brandærgerligt. Vi er jo helt vildt skuffede over det. Men jeg vil også sige, at der er nogle ting, der gør, at vi i løbet af de næste to til tre uger kan få en plads. Det fokuserer skytterne og jeg på nu.

- Vi arbejder videre, som om vi skal til OL, og så venter vi på, at den endelige afgørelse falder, siger landstræneren.

En dansk OL-plads kan komme på tale, hvis der bliver frigivet pladser, fordi nogle af de andre landes skytter ikke når at opfylde minimumkravene om point i juli.

De kvindelige recurve-skytter kæmpede fredag om seks pladser, men da Carina Rosenvinge og Anne Marie Laursen som de bedste danskere kun fik henholdsvis en 11.- og 12.-plads, var det ikke nok til at udskrive en OL-billet.

- Det var en hård dag for pigerne. Det har været meget varmt og blæsende. De kæmpede alle benhårdt for at sikre Danmark en plads. Vi var meget tæt på. Marginalerne var så bare ikke på vores side i dag.

- Men vi sætter vores lid til, at marginalerne er på vores side ved skrivebordet, så vi alligevel kan have en kvindelig bueskytte repræsenteret i Rio, siger Niels Dall.

Maja Jager, der blev verdensmester i 2013, var den første af kvinderne, der røg ud af kampen om en OL-plads. Hun stødte i tredje runde ind i landsholdskammeraten Carina Rosenvinge, hvor hun måtte se sig slået med 3-7.

- Vi var simpelthen så uheldige, at Maja og Carina mødte hinanden tidligt i turneringen.

- Vi vidste, at det ville blive en tæt kamp. Det er rigtig ærgerligt, at de ikke lå i hvert sit seedningslag, så de begge kunne skyde chancen gennem hele turneringen, siger Niels Dall.

Kvinderne missede allerede torsdag chancen for at kvalificere sig som hold, hvor de ellers kunne have fået tre pladser.

På herresiden var ingen af skytterne tæt på en plads. Den bedste dansker røg ud i anden runde af den individuelle turnering, og herrerne kvalificerede sig ikke til at være med i konkurrencen om holdpladserne.

/ritzau/