Landstræner gør grin med Fifas rangliste

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Australiens landstræner Ange Postecoglou giver ikke meget for det internationale fodboldforbunds (Fifa) rangliste over de bedste nationer i verden.

Postecoglou kunne tirsdag se sine spillere banke Oman med 4-0 ved de asiatiske mesterskaber. Oman er placeret som nummer 93 på Fifas rangliste, hvilket er syv placeringer bedre end Australien.

- Folk siger, at vi ikke har spillet godt, og at resultaterne ikke har været der.

- Jeg er sikker på, at den fyr, der sidder med ranglisterne hos Fifa, får hovedpine over, at et hold, som er rangeret så lavt, kan spille den slags fodbold, siger Ange Postecoglou efter sejren.

De australske Asian Cup-værter scorede tre mål før pausen på vej mod sejren, der sikrede holdet en plads i kvartfinalerne.

Præstationen var så imponerende, at Omans landstræner Paul Le Guen efter tirsdagens nederlag har udråbt Australien som favorit til at vinde turneringen.

Skal man bruge Fifas rangliste som målestok, er Australien langt fra favorit til at tage titlen.

Ud af de 16 deltagende nationer i Asian Cup er ni konkurrenter placeret bedre på ranglisten end Australien.

/ritzau/AFP