Landstræner holder OL-døren åben for René Toft Hansen

Skrevet af admin

08/06/2016

Mest læste i dag

Da håndboldlandsholdets forsvarskrumtap René Toft Hansen i slutningen af 2015 blev alvorligt knæskadet i en kamp for Kiel, lød den dystre melding, at han både ville gå glip af EM i Polen samt sommerens OL i Rio.

Men i slutningen af maj fortalte Toft til TV 2 Sport, at han ikke havde opgivet drømmen om at blive klar til OL.

I disse dage er landsholdet samlet i Faaborg forud for VM-kvalifikationskampene mod Østrig, og her kunne landstræner Gudmundur Gudmundsson fortælle, at han holder døren åben for Kiel-spilleren.

- Jeg havde et møde med ham for ti dage siden for at høre, hvordan det går. Han kæmper for at komme i gang, så vi må se, hvad der er muligt og realistisk. Vi holder alt åbent, og det gjorde vi fra start, siger Gudmundsson.

Spørgsmål: Er det realistisk lige nu?

- Måske. Han blev testet i går (tirsdag) i en planlagt test for at se, hvordan det udvikler sig, og det gik fint. Nu skal han til en større test i slutningen af juni. Man ved aldrig, men det er for tidligt at sige alt for meget om det lige nu, svarer landstræneren.

Gudmundsson koncentrerer sig i første omgang om de forestående VM-kvalifikationskampe søndag og onsdag. Her skal Danmark slå Østrig over to kampe for at indløse billet til VM i Frankrig til januar.

Skulle René Toft misse OL, kan han - hvis Danmark som ventet ordner Østrig - i stedet se frem til at få slutrundecomeback ved VM-turneringen i Frankrig.

/ritzau/