Landstræner tror på van Persie trods kvaler

Skrevet af admin

20/02/2014

Mest læste i dag

Robin van Persie har nogle kvaler i Manchester United i denne sæson, men det bekymrer langtfra Hollands landstræner Louis van Gaal. Tværtimod.

Landstræneren mener, at angriberen vil være sulten og opsat på at levere på landsholdet ved VM i Brasilien.

- Det fodboldmæssige, han for tiden oplever i Manchester United, er givetvis svært for ham. Men det kan bare sætte ham op til at vise sine evner, sin teknik og taktiske færdigheder ved VM, siger Louis van Gaal til flere medier ved et VM-formøde i Brasilien.

Robin van Persie har scoret 10 mål i denne sæson, men han har til gengæld ikke gjort så meget væsen af sig sammenlignet med sidste sæson. Han har ikke haft den samme indflydelse på spillet, som han har været vant til.

Samtidig er Manchester United i gang med sin svageste sæson i årevis. Holdet er kun nummer syv i Premier League.

- Jeg tror, at han vil være god ved VM, for han elsker at spille på landsholdet. Han var god i kvalifikationskampene, hvor han spillede en større rolle end nogensinde. Det håber jeg, at han vil fortsætte med, siger træneren ifølge Reuters.

Holland vandt ni af sine 10 kvalifikationskampe, og var det første europæiske hold, som kvalificerede sig.

På angrebsfronten har Louis van Gaal et rigt udvalg af stjernespillere som van Persie, Arjen Robben, Rafael van der Vaart, Wesley Sneijder og flere yngre spillere.

I sin indledende gruppe ved VM møder Holland Spanien, Australien og Chile.

/ritzau/