Landstræneren tør ikke se Danmarks VM-skæbnekamp

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

En plads i kvartfinalen står på spil for det danske ishockeylandshold, når Schweiz og Tjekkiet tørner sammen tirsdag middag i Ice Palace i Moskva.

Men Danmarks landstræner, Jan Karlsson, har ingen planer om at se schweizerne kæmpe for at tage de tre point, der vil sende det danske hold på sommerferie. Det bliver ganske simpelt for nervepirrende.

- Jeg vil ikke se kampen, siger Karlsson bestemt.

Han regner dog med, at Danmark har pæne chancer for at gå videre, fordi han fastholder, at tjekkerne har vist det bedste spil i VM's gruppe A.

- Tjekkiet skal jo vinde for at tage førstepladsen, så Schweiz kommer til at møde et hold, der spiller på 100 procent. Det bliver hårdt arbejde for dem. Jeg synes fortsat, at Tjekkiet er det bedste hold i gruppen, siger Jan Karlsson.

Mandag aften kunne han se sit eget mandskab vinde 4-1 over Kasakhstan og dermed rykke op på fjerdepladsen i gruppen med et forspring på tre point til schweizerne.

Schweiz skal nu vinde i ordinær tid over Tjekkiet for at tage kvartfinalebilletterne ud af hænderne på de danske spillere.

- Vi må tage hjem på hotellet og slappe lidt af og nyde sejren. Men det er jo bare at vente, siger Karlsson.

Landstræneren erklærer sig stolt over spillernes præstation i gruppespillet, selv om han ikke nødvendigvis er jublende begejstret over indsatsen i den sidste gruppekamp.

- Nogle gange er man tilfreds, andre gange er man det ikke, og efter anden periode var jeg lidt halvsur på spillerne. De begyndte at ligne 14-årige, der spillede ishockey, og så kan det gå hurtigt den forkerte vej. Det var der ingen grund til, siger Karlsson.

Hvis Danmark når kvartfinalen, venter et møde med enten Canada eller Finland på torsdag i St. Petersborg.

/ritzau/