Lange bliver Lyngbys cheftræner

Som sporten.dk kunne fortælle i går, har Lyngby Boldklub ansat FCKs tidligere assistenttræner Johan Lange som ny cheftræner. Han tiltræder ved udgangen af denne sæson og afløser dermed Niels Frederiksen, som skal være cheftræner i Esbjerg.

- Jeg er meget, meget glad for at få chancen som cheftræner i Lyngby Boldklub. Jeg glæder mig til at komme i gang og til at komme tilbage til Lyngby. Jeg kender jo klubben fra tidligere, og Lyngby har altid stået som noget specielt for mig, siger Lange, der tidligere har været ITU-træner for Lyngby frem til 2008.

- Jeg ser frem til at fortsætte det store talentarbejde, som der allerede er i Lyngby og som altid har været anerkendt for sin store faglighed. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, og uanset om det er fodbold i NordicBet Ligaen eller i Superligaen, så glæder jeg mig meget til udfordringen, siger Johan Lange på Lyngbys hjemmeside.

Lyngby har i sin ansættelse af ny træner lagt vægt på, at Lange kender Lyngby.

- Vi er glade og stolte over, at vi kan tiltrække et trænertalent som Johan Lange. At han kender klubben fra sin tid som talenttræner er kun et plus, der vil hjælpe ham godt i gang. Vi er sikre på, at han kan løfte holdet yderligere, siger Brian Lemmeke, adm. direktør i Lyngby Boldklub A/S i en pressemeddelelse.

Ud over at være assistent i FCK var Johan Lange også assistent for Ståle Solbakken i Wolverhampton.

Dagens Gossip

Dagens TV