Lange flyrejser giver oktoberrekord i Københavns Lufthavn

Skrevet af admin

11/11/2015

Mest læste i dag

Flere nye flyruter til fjerne destinationer giver travlhed i Københavns Lufthavn. Oktober 2015 blev den mest travle oktober nogensinde i lufthavnens 90-årige historie, oplyser Københavns Lufthavne i en meddelelse til fondsbørsen.

I alt rejste knap 2,5 millioner passagerer gennem lufthavnen i Kastrup. Det er en vækst på 6,2 procent, og det er især de lange rejser, der bliver flere af, siger lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye, i meddelelsen.

- I det seneste årti er antallet af langruter fra CPH og ud i verden fordoblet og runder næste år 34. Flere ruter og frekvenser er godt nyt for Danmark, siger Thomas Woldbye.

- Det betyder, at vi kan trække flere turister og forretningsrejsende til landet, at virksomheder i hele Danmark får bedre mulig for at drive global forretning, og at danske ferierejsende får endnu flere rejsemål at vælge imellem, tilføjer han.

Københavns Lufthavne, som er selskabet bag lufthavnen i Kastrup og Roskilde, nævner blandt andet, at SAS har åbnet to ekstra ugentlige afgange til Shanghai og seks ekstra til New York.

Derudover har Norwegian åbnet ruter til blandt andet Las Vegas og Puerto Rico.

Ifølge Thomas Woldbye understreger væksten i de lange internationale flyruter fra København, at planerne om at udbygge lufthavnen er vigtige.

De kommende årtier vil trafikken i lufthavnen kunne vokse fra 25 til 40 millioner passagerer årligt.

- Vi har udvidet den ene hovedbane og udbygget den interkontinentale Finger C med 6300 ekstra kvadratmeter for at gøre plads til væksten og de største passagerfly, siger Thomas Woldbye.

Både de europæiske flyrejser og den såkaldte interkontinentale trafik voksede med 7,1 procent i oktober, men antallet af flyrejser inden for Danmarks grænser faldt med fem procent i efterårsmåneden.

År til dato er 22.607.558 passagerer rejst igennem lufthavnen. Det er 2,5 procent flere end sidste år.

/ritzau/