Lange Larsen lossede AGF videre

Med et tørt hug ti minutter før tid blev Søren Larsen matchvinder i pokalkampen mod Brønshøj fra NordicBet-ligaen. Dermed er AGF videre til fjerde runde i pokalturneringen.

Sejren over Brønshøj var dog langt fra overbevisende. Efter 11 minutters spil burde aarhusianerne faktisk være kommet bagud, da hjemmeholdet blev tilkendt et straffespark. Men Casper Henningsen misbrugte muligheden over for Steffen Rasmussen i AGF-målet.

Det blev straffet få minutter senere. 'Lange Larsen' levede op til sit kælenavn, da han oversteg Brønshøj-forsvaret og headede et indlæg fra Hjalte Nørregaard i nettet.

Efter pausen blev det endnu værre for Brønshøj-træner Bo Henriksens drenge, da Osama Akharraz sikkert udnyttede en aflevering bag 'hvepsenes' forsvar.

Scoringen fik dog hverken hjemmeholdet eller de fremmødte tilskuere på Tingbjerg Ground til at give op. Og knap ti minutter senere kom belønningen, da Emil Berggren fik reduceret.

Men mere blev det ikke til. I stedet slog Søren Larsen AGF-sejren fast, da han var først på en ripost fra Osama Akharraz' afslutning. Den tidligere landsholdsangriber svingede højrebenet og lossede AGF videre i turneringen.

Så var der mere spænding i Næstved, hvor hjemmeholdet fra 2. division Øst havde besøg af Vejle fra 1. division. Vejle kom i unødige problemer, da det lykkedes Næstved at kæmpe sig tilbage til stillingen 3-3 efter at have været bagud 1-3. Men på to mål i den forlængede spilletid lykkedes det Vejle at komme videre til fjerde runde med en samlet 5-3-sejr.

Også Hobro og Nordvest FC er videre efter sejre over henholdsvis Nykøbing FC og FC Helsingør.  

Dagens Gossip