Lange ventetider i sager om børnebidrag og skilsmisse

»Det har aldrig kørt så dårligt som nu,« siger formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen, til avisen.

Den nye struktur i statsforvaltningen betyder, at landets lokale statsforvaltninger er lagt sammen til én myndighed for at flytte ressourcer fra administration til sagsbehandling og samtidig spare 100 årsværk.

Alle telefoniske henvendelser går derfor nu til et fælles callcenter, og kun sager, der kræver borgernes fremmøde, klares lokalt i de ni afdelinger.

Internt opleves den ny struktur som »tumultagtig«, siger formand for DJØF-medlemmerne i Statsforvaltningen, Arne Madsen. Han arbejder selv i afdelingen i Nykøbing Falster, hvor de er gået fra at være knap 100 medarbejdere til 46, som skal håndtere alle landets skilsmissesager, bygge- og navnesager samt afholde møder i forældremyndigheds- og samværssager.

Dermed har forvaltningen overtaget godt 6.000 verserende sager, samtidig med at 30 af de 46 medarbejdere har skiftet arbejdsopgaver.

»Lige nu er der en frygtelig ophobning, fordi vi ikke har fundet vores egne ben, det er især der, hvor områderne er blevet samlet for at højne ekspertisen, eksempelvis ved sager om børnebidrag,« siger han til Politiken.

Der er i øjeblikket 8.750 verserende sager om børnebidrag på bidragskontoret i Ringkøbing, hvor mere end 75 procent af medarbejderne er nye. De seneste tal viser, at ventetiden i sager om børnebidrag gennemsnitligt ligger på 17 uger. Og ventetiden hober sig endnu mere op, da tallene kun gælder afgjorte sager, ikke de mange verserende.

Administrationschef i Statsforvaltningen Rasmus Kruse forventer, at ventetiden i løbet af 2014 vil komme på niveau med tiden før strukturændringen.

Indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) er bortrejst og kan derfor ikke kommentere sagen.

Per Clausen (Ø) fra Enhedslisten, som sammen med Liberal Alliance lagde stemmer til omstruktureringen, er klar over »indkørselsproblemerne«:

»Men jeg forventer, at sagsbehandlingstiden inden for en rimelig periode bliver kortere end før«.

Dagens Gossip

Dagens TV