Lange ventetider plager patienter med astma og allergi

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Mange danskere, der lider af overfølsomhed eller astma, må væbne sig med tålmodighed. Der er nemlig lange ventetider på behandling af den type lidelser, advarer læger og patienter ifølge DR Østjylland.

Et af opråbene kommer fra speciallæge Torben Seefeldt fra Medicinsk Speciallægeklinik i Aarhus. Han har netop påbegyndt behandlingen af en allergipatient.

- Han havde fået at vide, at der var to et halvt års ventetid på behandling på sygehuset, siger Torben Seefeldt til DR Østjylland.

Det anslås, at omkring halvanden millioner mennesker ilder af allergi eller astma. Men der er ifølge DR Østjylland ikke uddannet nye speciallæger i allergi de seneste 11 år.

- Lungemedicinere og specielt allergidelen har jo ikke været det, der har været højest prioriteret gennem mange år, og det lider man nok under nu, siger Torben Seefeldt.

Astma-Allergi Danmark har fået foretræde for Folketingets sundhedsudvalg. Foreningens budskab er, at der er behov for flere og bedre uddannede læger.

DR Østjylland skriver, at mange patienter venter længe på den rette behandling, fordi deres praktiserende læge ikke kan gennemskue deres symptomer.

Og det er særligt ærgerligt, fordi patienterne i mange tilfælde sagtens kunne hjælpes, mener speciallæge Torben Seefeldt.

- Tag for eksempel folk med pollenallergi, der er plaget i mange måneder hen over forår og sommer. Dem kan vi gøre fuldstændig raske og symptomfri, siger han.

/ritzau/