Langt de fleste hejser flaget for de danske soldater

På den nationale flagdag, som regeringen har afsat til at hylde de udsendte soldater, viser en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR, at 83 procent af danskerne erklærer sig enig i udsagnet; »Jeg har respekt for de danske soldater, som tager på internationale missioner for Danmark«.

61 procent af de adspurgte svarer desuden, det er vigtigt, at Danmark har en officiel flagdag for de soldater, der er eller har været på mission i udlandet.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) udtrykker stolthed over, at Danmark siden 2009 har haft en flagdag til ære for soldaterne.

»Det vidner om, at deres indsats ikke er gået ubemærket hen, og det er udtryk for, at der er stor opbakning til den indsats, de har ydet for Danmark,« siger forsvarsministeren i en pressemeddelelse.

»Vores udsendte har ydet og yder en kæmpe indsats og for de 109 udsendte danskere, hvis navne er opført på monumentet på Kastellet i København, har indsatsen haft den allerhøjeste pris. De har alle været med til at passe godt på Danmark, og vi skylder dem alle vores tak og anerkendelse,« fortsætter Nicolai Wammen.

Dagens Gossip